I've been thinking a lot about the language... English is not my mother tongue! As you've already noticed, I'm sure. I was thinking more people could be a part of my blog if i did it in English, but I'm finding it's somewhat limiting for me... the flow is missing. Well, still nobody knows of this blog - so it's like dancing on a scene with the lights out - comfortable.
But I need to experience writing with my tongue back in my mouth - Danish. So sorry, folks of the most spoken language on earth, you will be missing out on occasion.
I dag er det påskedag. Glæde og lys og stooort håb. Jeg ved ikke helt, om jeg er der... eller nej, jeg er der ikke. Men det ændrer ikke faktum. Det ændrer ikke Guds lys og håb i hjertet. Der er en lille spire i mit hjerte. Et lys og et håb om bedre tider.
Der er fem lysegrønne spirer i min have. Jeg tror, det er påskeliljer, men det kunne være tulipaner. Jeg lagde dem ned for bare 2 uger siden... så det er lidt for tidligt, de kommer frem, synes jeg. De skulle komme midt i vinteren - eller det, der er af vinter i Waikato - og få hjertet til at hoppe af fryd over forår. Men det er jo efterår nu, kære påskeblomst, hvad vil du her?
Alligevel er jeg glad over at se miraklet. For det er det, det er - et mirakel. Fra grimt ubetydeligt løg til lysende grøn spire. Gud mindede mig om de solsikkefrø, vi plantede i Valby. De blev oprindeligt givet af mor til os, da vi tog afsted til Paris. At plante kirke - at plante frø - at plante håb - at vente og håbe.
Vi ventede og ventede, pigerne og jeg. Og så en dag kom Arianna og sagde... der er tre tynde grønne stængler, der er kommet op, mor! Dejligt. Problemet var bare, at der aldrig kom mere end det! Tre tynde stængler! Og jo længere foråret og sommeren skred frem, des mere frustreret blev jeg over at se på dem, indtil jeg en dag hev dem op. De blev plantet med stor fortrøstning og stort håb - og intet blev der af dem.
Måske ved jeg bare ikke nok om solsikker, eller hvornår man planter påskeliljer i New Zealand. Men jeg håber igen. Og det er godt.
